Indvielse af Silas Inoues syv kunstværker

Elever, lærere og personale her på gymnasiet har allerede taget Silas Inoues syv kunstværker til sig. Nogen fotograferer de levende svampe i skulpturen ”Infrastructure” for at se, om de forandrer sig fra dag til dag. Andre taler om, hvor flotte de to neonværker ”Lichen” på gymnasiets facader er om aftenen og natten, når de er på vej hjem fra fest. Stort set alle går forbi den store møntlignende skulptur ”Bond” hver morgen og eftermiddag på vej til og fra skole og synes, at de sælsomme havvæsner og insekter på den er smukke.
Kunstværkerne minder os om naturens skønhed også i de små og undseelige organismer og om båndet mellem mennesker og naturen, men også at mennesket alt for længe har udnyttet naturens ressourcer uden rigtig at give naturen noget tilbage.
Kunstværkerne blev indviet med flotte taler af rektor Trine Fogh Lauridsen, lektor Annette Bach Møller, borgmester Martin Damm og medlem af Ny Carlsbergfondet Toke Lykkeberg.

Tusind tak for den flotte donation til Ny Carlsbergfondet, med særlig tak til Toke Lykkeberg og Mia Bowden. Og selvfølgelig tusind tak til Silas Inoue.