I anledning af, at min YouTube-kanal ”RNajbjerg Fysik Kemi” har rundet 100.000 visninger og over 430 abonnenter, præsenterer jeg min samling af 129 film om fysik og kemi med mange flere film i vente.
Filmene spænder bredt fra forklaringen bag fatamorgana til musikinstrumenter, briller, rummet, mayonnaise og disc golf. Alle former for hverdagsfænomener udfoldes og giver en ny forståelse for verden omkring os.
Filmene er lavet som undervisningsmateriale, men er også for alle, der bare er nysgerrige på at vide mere. Mit navn er Rasmus Brøgger Najbjerg og jeg underviser til daglig i fysik og kemi på Kalundborg Gymnasium og HF. Jeg anvender filmene i min egen undervisning, og gymnasielærere på andre gymnasier får også stor gavn af dem. Faktisk er den samlede spilletid hver dag længere end antallet af timer på et døgn! Jeg brænder så meget for at gøre fysik og kemi både vedkommende og spændende, og det er fantastisk at se kanalen vokse. Tjek den ud og se, om du kan finde noget for dig: RNajbjerg Fysik Kemi

Her er et par eksempler på film:

Hvis du gerne vil vide lidt mere om baggrunden for min YouTube-kanal:
Helt fra starten da jeg blev ansat på Kalundborg Gymnasium har jeg været tiltalt af at skabe og anvende film i undervisningen. Teksterne i bøgerne er gode, men alligevel har mange elever svært ved at forstå det, når de sidder og læser hjemme selv. Men for at komme godt i gang med undervisningen, er det bedste, at eleverne allerede har en nogenlunde forståelse for, hvad man skal arbejde med allerede før timen går i gang. Derfor blev jeg tiltalt af konceptet flipped classroom. Tanken bag flipped classroom er, at det som jeg normalt ville forklare i undervisningen gives i form af en film, som eleverne ser som lektie. Når timen starter, er eleverne allerede fra starten klar til at arbejde med opgaver og komme hurtigt i gang. På denne måde fik det mig til gradvist at lave flere og flere film. Mange gamle film har jeg brugt mange gange allerede, men jeg laver fortsat nye film. Særligt når eleverne viser interesse for nye emner, motiverer det mig til at skabe nye film.

Da corona-situationen har ændret undervisningen til at være virtuel, er denne tilgang til undervisning bedre end nogensinde før. Gymnasielærere fra hele landet anvender filmene til deres egen undervisning. Filmene som undervisningsmateriale når derfor meget længere ud, end når jeg selv står og underviser i klasselokalet. Det er en stor glæde for mig at kunne bidrage til, at så mange elever i hele Danmark lærer en masse om fysik og kemi. Min ambition er at skabe en større interesse for fysik og kemi og skabe en mere dybdegående forstående for verden omkring os.

Rasmus Brøgger Najbjerg, lærer i fysik og kemi på Kalundborg Gymnasium og HF