Tirsdag d. 19. marts kiggede forfatteren Simon Fruelund forbi Kalundborg Gymnasium, hvor han holdt oplæg for 3.g-danskholdene og deres lærere. Fruelunds besøg var et led i danskholdenes arbejde med minimalistisk litteratur. Især med sit hovedværk ”Borgerligt tusmørke” og diverse noveller har Fruelund skrevet sig ind som en af de markante minimalistiske forfattere i dansk litteratur. Under sit foredrag – med indlagte oplæsninger – kom Fruelund bl.a. ind på, hvorfor han skriver minimalistisk, og hvordan han finder inspiration til sine tekster. Flere af Fruelunds tekster udspiller sig på Vestsjælland, herunder i Kalundborg. Løbende blev gode elevspørgsmål besvaret, og da 2. modul lakkede mod enden, var vi alle blevet klogere på Fruelunds værker og skrivestil.

/FS