I den sidste uge af september deltog 8 elever fra 2g i årets Euroweek i Østrig. 

Euroweek er et europæisk projekt, som Kalundborg Gymnasium har deltaget i siden 1992. 

Det er et netværk af gymnasier fra hele EU, som én gang om året sender 8 elever og 1-2 lærere til et møde på en af de deltagende skoler. Hvert år mødes over 200 gymnasieelever med forskellige nationaliteter, sprog, kulturer og traditioner til en uge, hvor de arbejder med fælles problemstillinger og lærer om hinandens kulturer. Eleverne indkvarteres privat, så de kommer helt tæt på værtslandet.

Årets tema var klima og klimaforandringer, som eleverne diskuterede i grupper med blandede nationaliteter. 

Eleverne præsenterede også deres land og kultur for hinanden på forskellig vis. Vores elever havde lavet en sjov musikvideo, mens andre lande optrådte med folkedans eller præsentationer af deres lands berømtheder. Vi havde også en fælles buffet, hvor hvert land bidrog med mad fra deres eget land. De danske romkugler, citronmåne og flæskesvær var populære, mens de fleste sydeuropæere var noget skeptiske over for vores saltlakrids.

Der var også tid til udflugter, og fordi vi var i den bjergrige region Vorarlberg, havde vi en hel dag med vandreture i bjergene. Vi var også på en spændende bustur til nabolandene Schweiz, Liechtenstein og Tyskland.