3d var tirsdag den 29/3 på ekskursion. Det faglige program startede kl. 10.00 på Medicinsk Museion, hvor vi hørte oplæg om behandling af mennesker gennem tiden og anvendelsen af medicin. Vi så auditoriet, hvor man tidligere dissekerede mennesker ifm. Undervisning af kirurger. Der var en fin udstilling om Corona, og vi oplevede skeletter og kropsdele i glas udstillet i ”det indsamlede menneske”. F.eks var der fostre udstillet med forskellige skeletale deformiteter eller gennemskårne kropsdele med tumorer samlet gennem flere århundreder. Se hvis du tør her: Det indsamlede menneske – Medicinsk Museion (ku.dk)

Med fokus på et tidligere forløb om evolution og det nuværende forløb om bioinformatik og biodiversitet var næste stop Zoologisk Have. Vi deltog i et forløb om evolution og genetik, hvor mus, slanger og vandrende pinde blev studeret på allertætteste hold eller lidt på afstand. Vi oplevede derefter havens mange dyr, og de tilpasninger dyrene har gennemgået for at være optimeret til miljøet i dag, hvor truede de er, hvad man gør for at beskytte de tilbageværende individer, og hvad man kan gøre for at undgå tab af biodiversitet i fremtiden. Dagen blev afsluttet med fællesspisning på restaurant i city, inden bussen kørte os godt trætte hjem.

Hilsen 3d og Thomas Møller